rasmusgissel.dk

rasmus gissel | tekstforfatter, oversætter og korrekturlæser

Oplevelsen med Rasmus var meget positiv, og vi har fået god feedback på historien.
- Dorthe Borup Sindberg
Danfoss Cooling

Case: Casestudy om CO2-køleløsning hos Aarstiderne

Kunde

Danfoss Cooling

Tidspunkt

2018

Beskrivelse

Da den økologiske fødevarevirksomhed Aarstiderne i 2017 stod for at skulle udvide køleanlæggene på virksomhedens faciliteter i østjyske Barritskov, valgte man en CO2-køleløsning fra Danfoss. Brugen af CO2 som kølemiddel i levnedsmiddelsektoren er i vækst, og med god grund: Gassen er langt mere klimavenlig end traditionelle kølemidler, og CO2-køling passer derfor perfekt ind i Aarstidernes filosofi. Danfoss har i årevis været pioner inden for udvikling af CO2-køling, og gennem et installationsfirma leverede man mange af hovedkomponenterne til en løsning, som blev taget i brug på Barritskov i foråret 2018.

Jeg fik til opgave at skrive en casestudy om projektet. Under et besøg på Barritskov interviewede jeg Aarstidernes drifts- og økonomidirektør Thomas Slott og indehaveren af installationsfirmaet. Deres input dannede grundlag for en tekst, der fokuserede på de økonomiske fordele ved løsningen (betydeligt lavere driftsudgifter), mulighederne for udbygning efter behov på grund af løsningens fleksibilitet – og naturligvis løsningens gavnlige effekt på klimaet.

Løsningen illustrerer, at hensynet til klima og miljø sagtens kan forenes med vækstambitioner, og det var en særdeles vigtig pointe for både Aarstiderne og Danfoss. "For mig at se går de miljømæssige og økonomiske hensyn hånd i hånd. Og det har fungeret upåklageligt. Det er virkelig en win-win-situation", sagde Thomas Slott i forbindelse med interviewet.

Da den færdige casestudy var godkendt, oversatte jeg den til engelsk og bearbejdede oversættelsen til brug i udlandet.

Kunden siger

Marketing Communications Director Dorthe Borup Sindberg, Danfoss Cooling:
"Køleteknik er en kompleks størrelse, men Rasmus var hurtig til at forstå emnet og stillede derfor meget skarpe spørgsmål til alle parter. Resultatet er en casestudy, som er relevant læsning både for køleteknikere og for virksomheder, som ønsker en mere klimavenlig køleløsning. Oplevelsen med Rasmus var meget positiv, og vi har fået god feedback på historien. Derfor har vi også fortsat det gode samarbejde med Rasmus efterfølgende."

Links

 Danfoss Coolings websted

 Aarstidernes websted